Fælles pulje for nyskabende kirkelige aktiviteter

Formål

Aktivitetspuljen har til formål at yde økonomisk støtte til nyskabende kirkelige aktiviteter/projekter, som medvirker til at fremme det kirkelige liv.

Baggrund for puljen

Roskilde Domprovsti ønsker at give mulighed for handlefrihed og økonomisk opbakning til menighedsråd, som står klar med nye projekter til udvikling af kirkens liv og aktiviteter. Folkekirken har brug for iværksættere, som kan være med til at forny folkekirken for at sikre fortsat højt medlemstal og forkyndelse af evangeliet til alle målgrupper.

På budgetsamråd den 26. august 2020 blev det vedtaget at oprette en aktivitetspulje, som for 2021 beløber sig til 100.000 kr. Aktivitetspuljen skal fremme, at aktiviteter/projekter, som endnu ikke er budgetfastsat, eller som ligger ud over det almindelige aktivitetsliv i kirkerne kan virkeliggøres gennem finansiering fra puljen.

Aktiviteter/projekter, der går på tværs mellem sognene i provstiet, og som derved kommer flere til gode har førsteprioritet. Men aktiviteter, som er sogneorienteret, kan også tilgodeses.

Menighedsrådene kan søge om midler til finansiering af enkeltstående eller flerårige aktiviteter. Længerevarende levedygtige initiativer skal relativt hurtigt prioriteres i den ordinære drift. Det indebærer, at det enkelte projekt kan modtage tilskud fra puljen i maks. 3 år. Det tredje år med 50 pct. reduceret støtte.

Eksempler på ansøgningsberettigede formål:

    • Støtte til etablering og implementering af aktiviteter og projekter.
    • Fremstød der synliggør kirken og dens tilbud.

Anlægsudgifter kan ikke omfattes af puljen.

Ansøgning

Ansøgning skal ske med brug af det til formålet udarbejdede ansøgningsskema. Ansøgningen sendes til Roskilde Domprovsti. I ansøgningen skal der nærmere redegøres for blandt andet aktivitetens formål, hvad der understøttes, samarbejde og økonomi.

Ansøgningsfristen er henholdsvis 1. marts og 1. september. Ansøgningerne behandles i marts og september med svar inden månedens udgang.

Ansøgningsskema

Samarbejdsaftale - august 2020