Syv Sogn ligger i Roskilde Kommune og Roskilde Domprovsti og er fra 2011 hovedsognet i Syv-Ørsted-Dåstrup Pastorat. På det tidspunkt blev Syv Sogn skilt fra Gadstrup Sogn og lagt sammen med Ørsted-Dåstrup Pastorat. Tresognspastoratet betjenes af to sognepræster henholdsvis med og uden bopælspligt. Sognepræsten med bopælspligt er kirkebogsførende og begravelsesmyndighed og bor i en ny præstebolig i Dåstrup. Der bor knap 4000 i Syv Sogn. Syv sogn har en velfungerede sognegård beliggende i Viby. Den har flere mødelokaler, og huset samtidig kirkekontoret for alle tre sogne.
Syv kirke ligger smukt og højt i landskabet og ses på stor afstand. Dens bygningshistorie er lidt usædvanlig. Den nuværende kirke er en sengotisk langhusbygning med tårn i vest og våbenhus mod syd. Men man ved, at der oprindeligt har stået en lille romansk kridtkvaderkirke med apsis, kor og skib. Neden for kirkebakken står mindestenen for byens store søn Peder Syv, og det formodes at være hans forældre, Peder Olufsen og Anna Mortensdatter, hvis gravsten findes i kirken.